Fra Rio til Roskilde

Fra Rio til Roskilde

Af Søren Eppler, sangskriver og øko-troubadour, tlf.: 86 25 69 21 /
e-mail: soereneppler@hotmail.com


 
Jeg deltog i Rio-konferencens ’92 Global Forum som optrædende sanger og sangskaber for musik-teater-gruppen ‘All Rights Reserved’. Desuden var jeg deltager i workshops, foredrag, dialoger og globale events, som den dag i dag sætter sit præg på min tankemåde og livsførelse. Ud fra de mange gribende taler, udstillingsstande og begivenheder under ét træder der tilsammen to temaer frem, to stemmer der gik igen i mange variationer.
Den ene taler om den ‘fare, der er på færde’, at vi som mennesker og som menneskehed må sadle om, at vi har misrøgtet naturens love, at vi må gribe ind, før det er for sent, og tiden til at begynde at handle er: nu!
Den anden taler om, at vi på den anden side midt i den globale krise kan øjne en masse positive udviklingsmuligheder for os som enkeltindivider og som global enhed. Det kræver på den anden side også, at vi hver især vågner op til vores unikke potentiale: her og nu!

Der var en mangfoldighed af bidrag fra hele kloden: 675 stande fra alverdens organisationer med navne som ‘Global Heart’, ‘A World that Works for everyone’, ‘Danish organisation for renewable energy’ foruden nogle underfulde navne som ‘Grandmothers against nuclear war’. På 12 dage foregik der mere end 250 møder om konferencens tema ‘Miljø & Udvikling’, og der var en righoldighed af kulturelle indslag i en farvemættet mangfoldighed af jakkesæt, nationaldragter, halvnøgne ‘oprindelige folk’ og ‘varmt på Copacabana’-klædte mennesker fra omkring 176 lande fra hele kloden.
Helhedsindtrykket var gribende, enormt og overvældende: Det gik igen og igen i samtlige samtaler, taler, møder, sange, billeder osv., at nu var menneskeheden kommet til sit ‘prøvelsespunkt’: nu måtte vi midt i vores globale mangfoldighed og kulturforskelle finde de egenskaber, der kunne forene os i globalt samarbejde - ellers ville vores globale kultur kunne kollapse i en eller flere økologiske katastrofer.

En del stande og mødetelte var fulde af en hel ny frihedsånd, som jeg indtil da ikke havde oplevet så koncentreret og insisterende noget sted på kloden. Hos Brahma Kumaris var overskriften: ‘When we change the world changes’. Hensigten var at pege på årsagen til den økologiske krise, som en krise i vores åndelige værdisystem og i vores almene sindstilstand, tankesystem og verdensopfattelse. Målet var via bevidst verdensindsigt og meditativ selvindsigt at nå de medfødte kvaliteter af Selvet i indre fred, lykke og glæde ved livet og således skabe adgang til den konstant fornyelige ressource af personlig energi, som motiverer praktisk, konstruktiv handling.
Den praktiske konstruktive indsigt var og er, at den enkeltes største bidrag til planetens helbredelse er vedkommendes egen personlige livs-transformation. Essensen er at finde den positive grundtilstand og motivation, der driver værket - og føre den ud i daglig praksis. Det er summen af de personlige livs-transformationer, der i sidste ende vil gøre vores klode bæredygtig - og det positive budskab ved dette var og er jo, at den enkelte har al magt og mulighed for at give sit absolut yderste bidrag til omstillingen til bæredygtighed - og at det virkelig også er det, der er brug for såvel i det lokale som i det globale miljø.
Hvordan begynder nu denne livs-transformation i den enkelte. Det er ikke nødvendigvis mængden af information, der får et menneske til at handle. Maurice Strong, generalsekretæren for Rio-konferencen, kom med følgende erkendelse:
Hvornår vil vi begynde at handle?!: "Når det bevæger vores hjerte og sjæl".

Nogle gange skal der ikke så meget til. I en stand på Rio-konferencens globale forum fandt jeg følgende fire linier om, hvad jeg kan gøre, og som jeg har haft med mig siden:

1. Forbedre kvaliteten af dine tanker for at skabe en fredelig atmosfære omkring dig
2. Forbedre kvaliteten af dine personlige forhold for at skabe harmoni
3. Leve et enklere, mindre forurenende liv - fx via vegetarisk kost
4. Overføre meddelelsen via dit eget eksempel

Som apollo-astronauten Edgar Mitchell, den sjette mand på månen udtrykte det: "Der er en formidabel fremtid at skabe, og vi har redskaberne til at gøre det, men det kræver bevidsthed, viden, dedikation og forholden sig til andre mennesker. Vi kan ikke gøre det i isolation. Enten gør vi det samme som helhed - ellers gør vi det ikke".

Efterhånden som konferencen skred frem oplevede jeg en underfuld blanding af alvor, entusiasme, højtidelighed og frem for alt en stigende samhørighedsfølelse og fornemmelse af optimisme: Kulminationen kom for mig om natten og om morgenen d. 5. - 6. juni under arrangementet ‘A new day for the world’. Her deltog tilsammen 25 verdensreligioner i et 12 timers-forløb, der var designet til på en gang at præsentere de smukke og unikke religioners individuelle traditioner, samtidig med at religionerne under en afsluttende 2-timers fællesceremoni begyndte at danne en form for synergi, som var dybt forløsende og, for mig at se, var en unik verdenshistorisk begivenhed. Essensen af denne oplevelse findes i flere af mine efterfølgende sange.

FN Rio-konferencen skabte med sine officielle dokumenter: Deklarationen om miljø og udvikling, Skovdeklarationen, Klimakonventionen og Konventionen om biologisk mangfoldighed, foruden den store Agenda 21-hensigtserklæring og handlingsplan, en nødvendig platform for alverdens lande til at indlede et samarbejde, hvor ‘fred, udvikling og miljøbeskyttelse er afhængige og udelelige størrelser’. Det er ganske glædeligt og sikrer givetvis en kontinuitet i den proces, der fortsætter over hele kloden med iværksættelse af lokale Agenda 21’ere plus det, der nu også i Danmark resulterer i udarbejdelsen af en national Agenda 21. Denne proces kalder jo på den enkelte dansker og på os alle i samme essens, som den Edgar Mitchell beskriver.
Det er den dag i dag min dybeste opfattelse, at det der skete på Rio-konferencen, og ikke mindst på NGO-delen ‘92 Global Forum’, ‘Folkets forum’ med 18.000 deltagere og mere end 400.000 besøgende fra over 170 lande, var en vigtig del af morgengryet for en hel ny civilisation på vores klode. Det var her det skete, i folkets forum, ansigt til ansigt med hinandens åbne hjerter og kreative potentiale: Oplevelsen af, at det vi alle inderst inde drømte om, faktisk var en realistisk mulighed her på Jorden i dette liv. Som jeg skrev i min dagbog: ‘Alle mine drømme er blevet til virkelighed’.
Jeg kender indtil dato ingen bedre beskrivelse af dette, end den Al Gore har givet i bogen ‘Jorden i Balance’ - og jeg vil her slutte beskrivelsen af mine oplevelser på Rio-konferencen og ’92 Global Forum af med at citere Al Gore, der deltog på konferencen kort før, han blev valgt til vicepræsident i USA:

"Og de virkede alle mere ens end forskellige. Stammefolkene og kunstneren, videnskabsmanden og barnet, turisten og diplomaten. Alle syntes at være en del af en dybere forståelse - en erkendelse af, at vi alle blot er en del af noget, der er langt større end os selv, at vi er en stor familie, der kun langt ude er bundet sammen af blodets bånd, men alligevel er i nært slægtsskab, når det gælder om at sikre hinandens fremtid og det globale miljø.
Den erkendelse var nok det vigtigste resultat af Rio-konferencen.
På samme måde som de første fotografier af Jorden svævende over Månens horisont fremkaldte en markant ændring af det billede, vi i vores sjæl bærer af denne klode, så har Miljøkonferencen medvirket til at fremkalde en ændring i den måde, hvorpå nationer over hele verden opfatter deres indbyrdes forhold og deres ansvar over for hinanden".