Økologisk organisering er håbet
Af Tony Andersen, Arkitekt maa - Permaculture Designer, tlf.:
33 24 20 28 / 33 25 70 79
Lederen i sidste nummer af Nyhedsbladet Øko-net
(nr.
31, april 1999) om krigen og økologien, bringer mig frem med
en række erfaringer, vi har gjort i det internationale permakulturnetværk,
og som senest er bekræftet af FN’s "World Institute for Development
Economics Research" rapport om "Social and Economic Policies to
Prevent Complex Humanitarian Emergencies".
Mine konkrete erfaringer stammer fra kurser jeg har undervist på
i henholdsvis Indien og Kroatien. Begge steder der har lidt og stadig
lider af såkaldte etniske konflikter og udrensninger. Begge steder
viser nøjere undersøgelser, at konflikterne hverken der eller i
naboområder som f.eks. Bosnien er fremkaldt af nabohad, men er skabt
af udefrakommende overordnede, centralistiske og autoritære interesser.
I Kroation og Bosnien imellem Tujdmann og Milosovics, i Indien særligt
imellem de store landsdækkende partier, Kongrespartiet og Det Hinduistiske
Parti.
Mekanikken er, at man skaber lokale konflikter ved at sende bander
ind og systematisk terrorisere etniske grupper på skift, for at
sikre egne imperialistiske interesser. FN’s rapport bekræfter dette,
også at den parlamentariske demokratiform, vi ellers gør os til
talsmand for her i landet og i den vestlige verden, i mange sammenhænge
tværtimod virker ekskluderende og konfliktskabende på mindretalsgrupper
gennem sit stemmeprincip om 51 % flertal.
Permakultur og basisdemokrati
Svarene, som vi arbejder med i permakultur-strategierne, ligger
i en højere grad af lokal autonomi og udvikling af basisdemokratiske
styreformer. Strategier, der også er forudsætningerne for at kunne
udvikle styrings- og beslutningsstrukturer i grønne regnskaber,
økologiske kredsløb og bioregionale enheder. Altså, i de fem klassiske
elementer: ild, vand, jord og luft er det femte element ånden/organisationen
og kulturen måske det mest grundlæggende - organiseringen af de
fire andre elementer går ikke uden, at vi har fået os selv organiseret.
De sammenbrud vi ser er jo netop udtryk for, at de politiske og
kulturelle beslutningssystemer er brudt sammen - vi er ikke mere
i stand til at beslutte og handle fornuftigt i forhold til den viden
vi har. Det grundlag der derfor må bygges op er et hieraki af geografiske
afgrænsninger, hvor indenfor vi vil være istand til at tilegne os
kompetance som beboere og brugere - og således gøre os fri af de
større overgribende og autoritære tendenser der har udviklet sig
siden renæssancen.
Denne er nødvendig for at kunne foretage de analyser og beregninger
af kredsløb for vand, energi, materialer samt luftkontrol som kan
leve op til målsætninger om bæredygtighed og Permakultur. Og som
det er absolut nødvendigt skal kunne afgrænses geografisk for at
beregne sikre, konkrete og for brugerne forståelige størrelser og
sammenhænge - som de så skal kunne beslutte ud fra. Hvad det sidste
angår, har det berømmede parlamentariske demokrati udviklet sig
til at være et afstemningsdiktatur, efterhånden som den fælles forståelse
af hvad der er et godt samfund er under opløsning, og kampen med
kontrol af ressourcer og magtmidler tager til.
I det globale permakulturnetværk er der i øjeblikket en række strategier
under udvikling, som sjovt nok viser sig at have udgangspunkt i
en lang række af historiske erfaringer overalt på kloden og på tværs
af etniske skel. Det er græsrodsdemokratiet; der bl.a. er dyrket
i det buddhistiske Sangam-princip, i det arabiske palaverdemokrati
samt i europæiske landsbylaug og den danske andelsbevægelse.
Grundlaget er altid geografisk afgrænsning. I stedet for flertalsafstemninger
arbejdes med konsensus - det betyder ikke enighed, men fælles forståelse
/ accept / samtykke. Man kan altså godt være uenig, men accepterer
alligevel en beslutning hvis den betyder meget for andre og ikke
ødelægger væsentlige elementer hos én selv. Der arbejdes med sendemandssystem
i stedet for fast repræsentation, hvad der øger åbenhed og fjerner
indspisthed og gustne aftaler.
Og endelig må der for de valgte forsamlinger være en høj grad af
lokal autonomi, da det jo altid vil være de konkrete lokale brugere,
der gør de lokale konkrete erfaringer.
Storbyøkologi og bioregioner
Permakulturgruppen i Danmark blev i ’96 præmieret for et forslag
til en sådan ressource- og demokratimodel i Storbyøkologi-konkurrencen
i Frederiksberg Kommune, og i ’98 holdt VesterGror på Vesterbro
i Øksnehallen en udstilling med samme tema: "Bioregion Vesterbro".
Grundlaget er her, at verden opdeles i en række geografiske enheder,
hvor indenfor der er høj grad af autonomi, hvor der laves ressourceregnskaber,
og hvor ressourcerne i et hierakisk system udbygges til en høj grad
af selvforsyning og regenerering.
Udgangpunktet er
boligen, dernæst karreen/kvarteret, bydelen/landsbyen
og til det ultimative selvforsynende niveau i bioregionen.
I forslagene har vi herudover opereret med en administrativ enhed
i kommunen, men som egentlig ikke er strengt nødvendig ud fra et
ressourcemæssigt synspunkt. For Frederiksbergs vedkommende er ressourceområdet
ud over selve kommunen et 100 km2 stort område omkring Uvelse i
Nordsjælland, for Vesterbro et 60 km2 stort område imellem Høje
Tåstrup og Ishøj.
For begge bydele og Storkøbenhavn i øvrigt opereres med et nødvendigt
energimæssigt opland på hele Øresundsregionen.
Materialet fra Storbyøkologi-konkurrencen kan fås ved henvendelse
til:
Permakultur Danmark
Istedgade 79,
1650 København V
Tlf.: 33 31 56 94 - Fax: 33 25 71 79
