Bestyrelsen
Formand
Pauli Andersen
Berlingske Tidende
Pilestræde 34
1147 København K
tlf. 3375 7575
fax. 3375 2020
mail: pauli@berlingske.dk

Bestyrelsen har konstitueret sig således:

Pauli Andersen, Formand
Ulla Skovsbøl, Næstformand
Dorthe Rasmussen, kasserer
Jeanette Lund
Niels Nørskov Stidsen



NYHEDSBREV, AUGUST 2001

IFEJ KONGRES I TYSKLAND, OKTOBER 2001
Den internationale miljøjournalist-organisation IFEJ, der nu tæller miljøjournalister fra 110 lande, holder i år sin kongres i Tyskland. Det sker fra den søndag den 30. september til torsdag den 4. oktober 2001 i Lage-Hoerste på Institute for Media and Arts, som er en institution under det tyske journalistforbund.
Overskriften for kongressen er "Connected byt not informed. Environmental journalism and the media in the e-society". For første gang er kongressen arrangeret af IFEJ's hovedkontor og bestyrelse og ikke af miljøjournalistorganisationen i værtslandet. Programmet består nu alene af emner, der er relevante for miljøjournalister og deres organisationer. Dermed imødekommer IFEJ's ledelse den kritik, både Danske Miljøjournalister og andre europæiske organisationer har fremsat af de senere års kongresser i Sri Lanka, Colombia og Ægypten, som har haft programmer, der mere var PR for værtslandet end det var emner af relevans for udenlandske miljøjournalister og deres organisationer. Pga. denne kritik har DM's bestyrelse ikke deltaget i IFEJ's kongresser siden 1995, da kongressen fandt sted i Boston, USA. Men i år har bestyrelsen tilmeldt en deltager til kongressen i Tyskland.
Tilmeldingsfristen for deltagelse i IFEJ's kongres er 15. august, men IFEJ plejer ikke at hænge sig så meget i deadlines, så senere tilmeldinger vil sikkert også blive accepteret. Tilmeldingsgebyret er US$ 70.
Læs mere om IFEJ's kongres incl. program på www.ifej.org

TO NYE BESTYRELSESMEDLEMMER
DM fik to nye bestyrelsesmedlemmer ved den ordinære generalforsamling forud for 10 års jubilæumsfestlighederne den 30. maj, idet Anne Bech-Danielsen, som har været med siden stiftelsen og kasserer Ulla Poulsen ikke genopstillede. Nyvalgt blev Svend Thanning, Danmarks Naturfredningsforening og nyindmeldte Dorthe Rasmussen, der arbejder med lokal-tv i Horsens. Genvalgt blev tillige formand Jonna Odgaard, der dog kun ønskede at genopstille for et år. Nyvalgt som suppleant blev Ebbe Hindahl, Ingeniørforening.
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig som følger: Jonna Odgaard, formand. Niels Stidsen, næstformand. Pauli Andersen, sekretær. Dorthe Rasmussen, kasserer. Svend Thanning, bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsens beretning blev godkendt. Det samme blev regnskabet. Generalforsamlingen vedtog uændret kontingent 400 kr.
Bestyrelsens beretning, referat af generalforsamlingen samt den nye bestyrelses adresser og e-mails kan findes på vores hjemmeside: www.eco-net.dk/miljojournalister

INSPIRERENDE JUBILÆUMSKONFERENCE
DM's 10 års jubilæumskonference "Miljøjournalistikken de næste 10 år - perspektiver og udfordringer" havde omkring 25-30 deltagere og flere af dem gav udtryk for, at det havde været en spændende og inspirerende eftermiddag. Desværre kom ikke nær så mange, som vi hvade håbet på og inviteret, til den efterfølgende reception. 15 medlemmer deltog i en hyggelig festmiddag i Tivoli, hvor vi bla. sang en flot slag-sang, der blev skrevet af et medlem i anledning af foreningens stiftelse for 10 år siden.


EU/BRUXELLES-TUR MÅ DROPPES

Planerne om den to-dages studietur til EU/Bruxelles, som bestyrelsen annoncere medio juni mhp. realisering her i efteråret som optakt til det danske formandsskab i efteråret 2002, må desværre droppes. Kun 10 medlemmer meldte sig som interesserede og EU-Kommissionen kræver mindst 15 bindende tilsagn, før de går i gang med at træffe aftale med de personer, vi kunne ønske os at møde i Bruxelles. Energijournalisterne var på en tilsvarende, meget vellykket tyr i begyndelsen af juni. Her var der 25 deltagere ud af en medlemsskare på 60, så det er lidt mærkeligt, at DM ikke kan mønstre 15 interessere. Måske vil bestyrelsen prøve at annoncere planen igen i løbet af efteråret mhp. gennemførelse i foråret 2002.


HIT MED KONTINGENTET - KASSEN ER TOM!
Vedlagt girokort til indbetaling af kontingent 400 kr. for dette foreningsår.
BETAL VENLIGST STRAKS, FOR JUBILÆUMSFESTLIGHEDERNE HAR FULDSTÆNDIG LÆNSET KASSEN. VI KAN IKKE ENGANG BETALE FOR BESTYRELSENS DELTAGELSE I IFEJ's KONGRES.

BEMÆRK: Girokortene lyder stadig på den gamle kasserer Ulla Poulsens navn og adresse. Det skyldes, at der er så lang ekspeditionstid på de nye girokort med den nye kasserer Dorthe Rasmussens adresse, at vi ikke vil vente med opkrævningen af kontingent, til de foreligger. Men i praksis betyder det ingenting, da gironummeret vil forblive det samme.
Har du fået girokortet væk, så kontakt venligst sekretær Pauli Andersen (pauli@berlingske.dk), der ligger inde med vores beholdning af girokort.


NYHEDSBREV, AUGUST 2000

SÅ ER DET TID FOR KONTINGENTBETALING. KASSEN ER TOM!
Foreningens kasse er fuldstændig tom, bla. pga. udgifter til oprettelse af den nye hjemmeside. Derfor har vi hårdt brug for hurtig indbetaling af kontingent for det nye foreningsår.
Giroindbetalingskort vedlagt. Kontingentet er fortsat kr. 400.
Kontingentet skal betales inden den 1. oktober. Der udsendes ikke rykker. Medlemmer, der ikke har betalt kontinget, vil blive slettet af medlemslisten.

"VÆSENTLIGHEDSKRITERIET - HVOR BLEV DET AF?"
DM STÅR BAG DEBATMØDE PÅ DJ's FAGFESTIVAL I NOVEMBER

Danske Miljøjournalister står bag et af debatmøderne på DJ's Fagfestival, som finder sted på Hotel Nyborg Strand den 5.-7. november 2000. Det er et debatmøde med ovenstående titel. Bestyrelsen havde gennem længere tid arbejdet med at arrangere en konference med ovennævnte titel, og konferencen var så godt som færdigplanlagt, da DJ annoncerede efter forslag til Fagfestivalprogrammet. Vi valgte at byde vort arrangement ind, vel vidende at det ikke ville få så megen tid og dermed så mange oplægsholdere, som vort planlagte heldagsmøde. Men til gengæld ville det få mulighed for at få flere deltagere i debatten. Og DJ sagde altså ja-tak til forslaget.
DM's debatmøde finder sted tirsdag den 7. november kl. 10-12.
Oplægsholdere bliver professor Ove K. Pedersen og medieforskeren Stig Hjarvard.
Sidstnævnt står bag følgende citat, som er et af vore afsæt til emnet: "I 90'erne er vi gradvist gået over til at prioritere nærhed og underholdning højere. Vi er ved at have nået grænsen for, hvor nært, vedkommende og underholdende, vi kan gøre stoffet, uden samtidig at give køb på, at det også er væsentligt, hvad der skal fortælles".
Den skamridning af nærhedskriteriet, som vi oplever i danske medier, sker samtidig med at vi oplever, at globalisering og internationalisering præger økonomi, politik og ikke mindst miljøproblemer. Mødet vil debattere, om væsentlighedskriteriet er blevet væk i de danske medier. Og om vi skal fortsætte med det meget indsnævrede, nationale nyhedsbillede eller vi skal vælge en mere holdningspræget og engagerende journalistik med større internationalt udsyn. Fagfestival 2000 vil blive annonceret i Journalisten samt på DJ's hjemmeside i august. Kom og vær med til at diskutere dette for miljøjournlister højst relevante emne!

IFEJ KONGRES I CAIRO 13.-17. NOVEMBER 2000
International Federation of Environmental Journalists (IFEJ) holder i år sin kongres i Cairo, Ægypten, 13.-17. november. For nærmere oplysninger om program, tilmeldingsblanket mv. se IFEJ's hjemmeside på www.ifej.com.
Bestyrelsen sender ingen deltager til kongressen i Cairo. For det første fordi foreningens kasse en tom (se ovenfor). For det andet fordi vi - i lighed med de foregående tre år - mener, at programmet er for meget et PR-stunt for det land, der afholder kongressen (sandsynligvis fordi kongressen er sponsoreret af det pågældende lands miljøministerium) og for lidt et IFEJ-møde. Vores vedvarende kritik af dette synes dog at have båret lidt frugt, idet der i år er afsat to af de fem dage til at drøfte IFEJ-spørgsmål. IFEJ lider stadig under for få midler til at drive et effektivt sekretariat.

FREDELIG OG FRYDEFULD
ÅRSMØDE/GENERALFORSAMLING

13 medlemmer deltog i foreningens årsmøde og generalforsamling i Kerteminde og den efterfølgende, frydefulde ekskursion til naturperlen Æbelø den 30. og 31 maj. Turen var velsignet med det skønneste sommervejr og Danmarks natur viste sig fra sin allersmukkeste side. Generalforsamlingen forløb - sammenlignet med sidste år - umådelig fredeligt. Bestyrelsens beretning og referat af generalforsamlingen findes
på foreningens hjemmeside.

FIND DINE KOLLEGER PÅ HJEMMESIDEN
Skulle du have glemt adressen på DM's hjemmeside er den:
www.eco-net.dk/miljojournalister
Her finder du alle relevante oplysninger om foreningen. Men hvad der nok er endnu bedre: Du kan finde alle dine kolleger, der er medlem af foreningen. Det kan du gøre ved at klikke på "Medlemsliste" nedest til venstre i menuen. Derefter bliver du afkrævet to adgangskoder. Skulle du også have glemt dem, så er de her igen:
Username: MILJO. Password: SPURV. Herefter får du adgang til såvel den alfabetiske medlemsliste som den medieopdelte. Medlemslisten bliver revideret løbende, så har du ændringer til dine data, så giv besked til formanden. Giv ikke adgangskoderne videre til alle og enhver. Vi prøver stadig at undgå, at reklamebureauer og direct-mail firmaer indlemmer os i deres databaser.

BRUG E-MAIL LISTEN
Som du forlængst har opdaget, har foreningen med den nye hjemmeside også fået en e-mail liste, der omfatter alle medlemmer - bortset fra enkelte, der har bedt om at blive slettet fra listen. Den kan bruges af bestyrelsen til meddelelser til medlemmerne eller af medlemmerne til beskeder til hinanden. Hidtil er den mest brugt af bestyrelsen og af de medlemmer, der er informationsmedarbejdere eller lignende, men alle andre medlemmer kan naturligvis også bruge den til at give beskeder, ideer, tips eller advarsler til kolleger.
Du bruger e-mail listen ved hjælp af følgende e-mail adresse:
miljojournalister-liste@eco-net.dk

PAPIR-NYHEDSBREV EN UNDTAGELSE
Hjemmesiden og e-mail listen er en følge af en henstilling på generalforsamlingen 1998 til bestyrelsen om at etablere disse funktion og med den tidshorisont, at kommunikationen mellem bestyrelse og meldemmer senest til generalforsamlingen 2000 alene skulle foregå elektronisk. Denne henstilling har vi, som det fremgår, fulgt til punkt og prikke. Det betyder også, at nyhedsbreve som hovedregel kun vil blive udsendt på den måde, at vi sender en e-mail, der fortæller at et nyt nyhedsbrev kan findes på hjemmesiden. Når nyhedsbrevet denne gang også kommer i en papirudgave skyldes det, at vi er nødt stadig at bruge snail-mail, når vi skal udsende giro-opkrævninger til kontingent. Og kontingentopkrævningen kræver nogle ledsagende bemærkninger -(og trusler om sletning, hvis ikke I betaler!). Får I girokortet væk, så bestil et nyt hos sekretær Pauli Andersen.


---------------------------


NYHEDSBREV, NOVEMBER 1999

Kære medlemmer,
I indbydes hermed til debatmøde om

PUBLIC JOURNALISM

Er det en ny journalistisk genre, som vi kan bruge til at formidle et vanskeligt stof til læserne på en engagerende og vedkommende måde?
Er det bare "gammel vin på nye flasker"?
Eller er det forklædt "market driven journalism": Altså "giv læserne, hvad de vil have"?
Kan vi bruge public journalism til at forny miljøjournalistikken?


Vi har inviteret tre personer, som alle har viden om og holdninger til public journalism til at fortælle om deres viden/erfaringer og diskutere public journalism med os.

Peter Bro, cand. comm., ph.d.-studerende, Syddansk Universitet
Med baggrund som ph.d.-studerende i public journalism vil han give os den teoretiske baggrund for public journalism og fortælle, hvordan genren bruges i USA.

Niels Buch-Johannsen, kommunalreporter, Aarhus Stiftstidende
Vil fortælle om et konkret projekt på Aarhus Stiftstidende med public journalism i forbindelse med valgdækning og hvad projektet har betydet for journalistikken på avisen.

Kresten Schultz-Jørgensen, chefredaktør, Aktuelt
Aktuelt har anvendt og anvender stadig public journalism i en dansk model. Kresten Schultz-Jørgensen fortæller om positive og negative erfaringer med genren.

TID: Torsdag den 25. november 1999 kl. 11 - ca. 14

STED: Aktuelt, Kalvebod Brygge 35-37, 1595 København V
Bestyrelsesmødelokalet, 4. sal


Aktuelt er vært ved en let frokost. Tilmelding ikke nødvendig.
(Det er ikke fordi vi skal være hos Aktuelt hver gang, vi holder debatmøde, men det er praktisk, nu Kresten Schultz-Jørgensen tilfældigvis igen er én af vore oplægsholdere) VEND!

NYE BESTYRELSESMEDLEMMER
Pauli Andersen, Berlingske Tidende og Niels Nørskov Stidsen, freelance blev nyvalgt til bestyrelsen på generalforsamlingen i maj. Jesper Ravn, Ritzau blev valgt til suppleant.
Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Jonna Odgaard som fortsat formand, Anne Bech-Danielsen som fortsat næstformand, Ulla Poulsen som fortsat kasserer og Pauli Andersen som sekretær. Når vores nye hjemmeside er etableret (se nedenfor), vil I kunne finde bestyrelsens adresser, tlf.-nr. og e-mailadresser på hjemmesiden.


NY HJEMMESIDE PÅ VEJ
Foreningen er ved at få etableret en ny hjemmeside hos Øko-Net. Det er en følge af en beslutning på generalforsamlingen i maj, hvor bestyrelsen foreslog, at foreningen hyrer en webmaster, som kan foretage den udbygning af hjemmesiden, som vi vedtog på generalforsamlingen sidste år, og løbende vedligeholde den. Vi har hyret Øko-Net til opgaven, og de er nu igang med den tekniske side af sagen. Vi regner med, at vi inden jul vil kunne findes på den nye web-adresse: www.eco-net.dk/miljojournalister
En af de nye funktioner, vi får, er en e-mailadresse-liste, sådan at hvert eneste medlem ved at benytte denne e-mailadresse kan sende beskeder til alle andre medlemmer. Øko-Net vil undersøge, om denne adresse kan gøres lukket, så det kun er os selv, der kan benytte den. Adressen vil blive: miljojournalister-liste@eco-net.dk
Vi vil fortsat have et "visitkort" hos vores hidtidige web-adresse hos Øko-web og hos CFJE. Herfra vil der blive etableret links til den nye hjemmeside. Vi har også fået Dansk Journalistforbund til at begynde oprettelse af en liste over specialforeningerne under DJ på DJ's hjemmeside www.journalistforbundet.dk. Foreløbig er dog kun Danske Miljøjournalister og Trafikjournalisternes Klub på listen. Herfra vil der også blive etableret link til vores nye hjemmeside. Så nu skulle alle kunne finde os.
I henhold til generalforsamlingsbeslutning i 1998 skal al kommunikation fra bestyrelse til medlemmer i løbet af år 2000 foregå elektronisk. Derfor er Øko-Net nu ved at finde frem til e-mailadresser på de medlemmer, vi endnu ikke har e-mailadresser på. Det drejer sig om ca. 30. Hvis DU er én af dem, der endnu ikke har oplyst os om din e-mail adresse, så send en e-mail til formanden, så jeg kan føre den på adresselisten og ekspedere den videre til Øko-Net.


KONTINGENTET ER STEGET - BETAL NU - GIROKORT VEDLAGT
Bestyrelsen foreslog på generalforsamlingen en forhøjelse af kontingentet fra 300 kr. til 400 kr. pr. år under henvisning til udgiften til en webmaster. Det blev enstemmigt vedtaget. Det er nu tid for årets kontingent-betaling.
Vedlagt girokort til indbetaling af kontingent kr. 400, som skal betales inden nytår.
Foreningen tæller nu knapt 100 medlemmer. Når vores nye hjemmeside er etableret, vil medlemslisten blive lagt ind her, sådan at I alle kan finde hinanden via denne.


Mange hilsner og på gensyn på Aktuelt
Jonna Odgaard
Formand
Pauli Andersen
Sekretær
E-mail: pauli@berlingske.dk