MEDLEMSMØDER

Som det fremgår af ovenstående afsnit om mailinglister, får medlemmer af Danske Miljøjournalister dagligt bunker af fagrelevant materiale og invitationer til pressemøder, seminarer, konferencer og andre faglige møder. Der er derfor ikke som i starten af foreningens levetid behov for, at bestyrelsens arrangerer den slags faglige møder.

Debatmøder om miljøjournalistik
Bestyrelsen arrangerer derfor nu debatmøder om miljøjournalistik og journalistik i det hele taget, for at give medlemmerne - hvoraf de fleste sidder alene om stofområdet på deres medie - en mulighed for at diskutere mål, midler og metoder i miljøjournalistikken. I foråret 1998 arrangerede bestyrelsen eksempelvis et debatmøde med titlen "Hvorfor fik Lomborg så stor en gennemslagskraft i medierne?", og i efteråret 1999 arrangerede bestyrelsen et møde om public journalism for at høre, hvad der ligger i begrebet og for at debattere, om det er en journalistisk genre, miljøjournalister kan bruge til at formidle et vanskeligt stof på en engagerende måde.

Topscorer er miljøministeren
Foreningens mest besøgte møde med 25-30 deltagere er det årlige møde med den til enhver tid siddende miljøminister på Folketingets åbningsdag. Traditionen blev startet da Per Stig Møller var miljøminister og er fortsat under Svend Auken. Om formiddagen får vi en briefing om et aktuelt emne, valgt efter foreningens ønske, fra en medarbejder i Miljø- og Energiministeriet. Efter en kort frokostpause giver miljøministeren en oversigt over ministeriets lovforslag og initiativer, nationale såvel som internationale. Herefter er der åben spørgetid med ministeren.

To-dages årsmøde/generalforsamling
Udover den slags møder har foreningen et to-dages årsmøde/generalforsamling i maj. Første dag indledes med et faglig arrangement. I 1999 var det eksempelvis et mini-kursus i brug af internettet. Herefter er der festmiddag og generalforsamling. Næste formiddag er forbeholdt en 'naturtur' med fagligt indhold. Det har eksempelvis været ture til Skjern Å projektet, naturgenopretningsprojekter i Nordsjælland og travetur i Mols Bakker med forskere fra DMU, der fortæller om deres forskning i naturkvalitetskriterier. Arrangementet er altid henlagt til et naturskønt område og er i henhold til vedtægterne skiftevis i Øst- og i Vest-Danmark.

Mediekonference år 2000 i støbeskeen
I efteråret 1999 arbejder bestyrelsen på, sammen med andre specialorganisationer under DJ, at arrangere en konference i år 2000 med titlen "Væsentlighedskriteriet, der blev væk". Baggrunden er den stigende tendens til at nyheder, især i TV, bliver mere og mere nationale og provinsielle samtidig med at de nyheder og emner, som i virkeligheden får størst betydning for danskernes hverdag og fremtid - globalisering af økonomien og globale miljøproblemer - nedprioriteres. Vi vil gerne sætte den tendens og den stigende tendens til 'market driven journalism' til debat. Vi vil gerne debattere, om pressen stadig kan opfatte sig selv som den fjerde statsmagt eller om nyheder og medier bare er blevet en vare som alle andre forbrugsvarer.