Som repræsentant for Danske Miljøjournalister deltog jeg i ovennævnte kongres.
Nedenstående er min personlige vurdering af kongressen og af IFEJ.

Oversigt over IFEJ's statutter, sekretariat, bestyrelse, 'administrative council' m.v. fremgår af IFEJ's hjemmeside www.ifej.org. Ifølge IFEJ's hjemmeside har organisationen medlemmer i 40 lande og kontakter i 110 lande.

IFEJ's øverste ledelse består af to 'executive directors' (et fransk/tysk ægtepar), en præsident (en inder) og en 'general secretary' (en amerikaner), de to sidstnævnte blev valgt på sidste års kongres.

Deltagere
Ca. 32 miljøjournalister fra ca. 30 lande
Kommentar:
Generalsekretær Michael Schweres oplyste, at der oprindeligt havde været op mod 100 tilmeldinger, men at der var faldet mange fra efter terrorangrebene i USA 11. september.
(Til sammenligning deltog der 200 udenlandske miljøjournalister, da jeg var til IFEJ kongres i Boston, USA i 1995).
Af de ca. 32 deltagere udgjordes de 12 af IFEJ's to direktører, bestyrelsen og 'administrative council'. 10 deltagere (fra u-lande) var dels iniviteret til kongressen som modtagere af Conservation Internationals (CI) Biodiversity Award dels var det medarbejdere fra CI. Dvs. at kun en snes deltagere var 'menige' IFEJ-medlemmer. Skønt kongressen for første gang siden stiftelsen fandt sted i Europa deltog der fra Europa/EU-landene kun 4: Formanden for de svenske miljøjournalisters forening, generalsekretæren for de franske miljøjournalisters forening og en 'menig' spansk miljøjournalist samt undertegnede, - hvis man ser bort fra IFEJ's to direktører og det tyske medlem af bestyrelsen.
I øvrigt fik vi først udleveret en deltagerliste på kongressens sidste eftermiddag, dvs. kort før afrejsen.

Program
(For detaljeret program og introduktion til kongressen se IFEJ's hjemmeside: www.ifej.org)
Kommentar:
Danske Miljøjournalister har gennem de seneste 3-4 år (siden kongressen i Boston, USA i 1995) skriftligt kritiseret IFEJ's kongres-programmer for at være alt for meget PR for værtslandet (sandsynligvis fordi værtlandets regeringer har sponsoreret kongresserne) og for at give alt for lidt tid til international debat om miljøjournalistik, udveksling af erfaringer og debat om IFEJ's forhold. Generalsekretæren havde lovet mig, at denne kongres ville rette op på dette, fordi den for første gang var arrangeret af IFEJ's sekretariat.
Desværre viste det sig ikke at være tilfældet. For det første var der slet ikke afsat tid i programmet til at deltagerne kunne præsentere sig for hinanden og fortælle om deres land og deres nationale organisationer. Det fik deltagerne først presset igennem ved slutningen af den første dag. Og der var alt for kort tid til det.
For det andet var der ikke afsat tid i programmet til at drøfte miljøjournalistikkens situation. Debatten kom igang på anden dagen på basis af et spontant oplæg fra en deltager fra Brazilien. Men da punktet ikke var programsat, blev den ellers meget spændende debat afbrudt kort efter, den var begyndt.
Programmet var alt, alt for tysk og europæisk centreret, og drejede sig slet ikke om de emner, vi globalt har tilfælles, eksempelvis klimaændringer, POP'er, biodiversitet etc.
De allerfleste programpunkter drejede sig om oplæg fra forskellige tyske eksperter, eksempelvis gik hele den første formiddag med et detaljeret gennemgang af, hvordan den tyske miljøstyrelse fungerer. En hel eftermiddag drejede sig om en (dræbende kedsommelig) videnskabelig gennemgang af BST og mund-og-klovsyge. Et programpunkt om Rio+10, som kunne have været relevant og interessant, hvis det havde været fremadrettet, blev tabt på gulvet, fordi paneldeltagerne (bla. kongresdeltagere fra 4 kontinenter) i stedet skuede tilbage på, hvordan det var gået ned ad bakke siden Rio. Og 'eksperten' i forhold til Rio+10/Johannesburg, en medarbejder fra det tyske GTZ (pendant til Danida) viste sig at være meget dårligt informeret om forberedelserne til Rio+10.
IFEJ's sekretariat havde forud for kongressen indkaldt forslag til oplæg, der skulle danne basis for debat. Jeg havde allerede i august sendt abstract til et oplæg, hvor jeg ville fortælle om den danske kemikalie kampagne (Chemical Awareness) og dens succes, - bortset fra at det ikke - som oprindeligt planlagt - lykkedes at få fat på miljøjournalisterne i EU-landene, fordi IFEJ simpelthen ikke havde en liste over dem. Jeg havde forebredt mig grundigt til et oplæg på 15 min. med overheads etc. Min tanke var at bruge dette oplæg til at spørge deltagerne, hvorfor der var så dårligt et netværk mellem europæiske miljøjournalister, når eksempelvis vore kolleger i Asien/Pacific havde så tæt og velfungerend et netværk. Men for det første var der slet ikke afsat tid til mit oplæg i programmet. For det andet var det omsonst at efterlyse reaktion fra europæiske kolleger, når der kun var 3 foruden mig. Dem kunne jeg lige så godt tale med på tomands hånd. For det tredie var programmet som nævnt i forvejen alt for europæisk orienteret, så jeg droppede helt at fremlægge mit oplæg.
Der var enighed blandt deltagerne (når man snakkede med dem på tomands hånd) om, at programmet var irrelevant, alt for europæisk orienteret og alt for kedeligt, og at IFEJ igen tabte en god chance for international udveksling på gulvet. Deltagerne fra u-lande (hvoraf de fleste var prisvindere og med til IFEJ-kongres for første gang) var meget skuffede over programmet og centreringen om tyske/europæiske forhold.
Programmet indeholdt overhovedet ikke et punkt, hvor IFEJ's øverste ledelse kunne redegøre for IFEJ's situation, give en statusrapport eller lægge op til drøftelse af IFEJ's funktion, fremtid og målsætning. Først da jeg direkte bad præsidenten om dette, blev der afsat lidt tid på 3. dagen. Men vi fik alene en sludder-for-en-sladder om et fremtidigt undervisningsprojekt sammen med FN's GEF. Desuden oplyste generalsekretæren, at nyhedsbrevet The Planet (der ikke er udkommet i årevis) fremover planlægges at udkomme regelmæssigt på hjemmesiden.
Da jeg opfordrede til, at de nationale miljøjournalistorganisationers adresser og kontaktpersoner skulle være at finde på IFEJ's hjemmeside og at de nationale organisationer via pass words skulle have adgang til IFEJ's medlemsliste, så vi kunne finde hinanden internationalt, lovede generalsekretæren, amerikaneren Robert Thomas, at dette vil IFEJ sørge for i nærmeste fremtid.
Robert Thomas oplyste også, at bestyrelsen havde snakket om at etablere forskellige komiteer, der kunne påtage sig konkrete opgaver som fundraising, arrangering af møder etc.
IFEJ's 10. kongres i efteråret 2002 vil finde sted i Nepal, arrangeret af Nepal Forum of Environmental Journalists. Præsidenten Mangal Man Shakya, der deltog i denne kongres, var (overfor mig) enig i kritikken af kongres-programmet og lovede, at næste års program ville blive bedre.

Det praktiske arrangement af kongressen
Kongressen fandt sted i et kursuscenter i naturskønne omgivelser i en lille by, 1/2 times bilkørsel fra Bielefeld, som igen var 2 timers togrejse fra nærmeste lufthavn.
Trods det deltagerne kom fra 30 lande, havde IFEJ's sekreretariat/direktører ikke sørget for helt basale ting som navneskilte til deltagerne, hverken til at tage på eller til pladsen, hvor vi sad.
Den udleverede kongresmappe indeholdt kun et program, som i øvrigt var ændret på flere punkter i forhold til det annoncerede, samt pressemateriale om en international vand-kongress i Bonn i december.

Kommentar:
Det var pinligt uprofessionelt, at der ikke var sørge for navneskilte og ikke sat tid af til at vi fra starten kunne præsentere os for hinanden og at der ikke lå en deltagerliste med adresser mv. i kongresmappen.
Selvom det var rart for deltagerne, at kongressen fandt sted i naturskønne omgivelser og selv om mødelokale, værelser, mad og faciliteter i øvrigt var OK, så var det for de mange deltagere, der kom langvejs fra en alt for besværlig beliggenhed.

Konkluderende kommentar
Denne kongres understreger desværre det indtryk, jeg hidtil har haft af IFEJ's ledelse:
Den har hverken økonomi, professionalisme eller ambitioner til at skabe den internationale miljøjournalistorganisation, som jeg mener, vi har brug for mere end nogensinde.
Det er vist symptomatisk for IFEJ, at organisationen - trods et sekretariat med to direktører baseret i Frankrig - ikke har en oversigt over miljøjournalister i EU-landene, tilsyneladende ikke engang en liste over miljøjournalist-organisationer i EU-landene. At interessen for IFEJ er så lav i Europa skyldes antagelig for det første, at IFEJ ikke har formået at gøre sig kendt blandt miljøjournalister i Europa og for det andet, at IFEJ har for lidt at tilbyde.
Den amerikanske miljøjournalistorganisation Society of Environmental Journalists er en stor (500 medlemmer) og velfungerende organisation. Miljøjournalister i Sydøst-Asien og i Asien/Pacific har meget stærke nationale organisationer (der hovedsageligt drives for udviklingsbistand) og et tæt og velfungerende samarbejde. De arabiske lande har også et stærkt og velfungerende netværk (for en stor del UNEP-finansieret).
Europæiske miljøorganisationer har et tæt og velfungerende samarbejde i EEB.
Miljøparlamentarikerne har deres internationale samarbejde i Globe.
Det er desværre min vurdering, at IFEJ med den nuværende ledelse (som stort set er den samme håndfuld mennesker, der startede IFEJ i 1992) og den nuværende, meget ringe finansiering af aktiviteter ikke vil komme til at fungere tilfredsstillende, dvs. som et vigtigt og nyttigt bindeled mellem og mødested for miljøjournalister fra hele verden.

Det positive ved kongressen var det personlige møde med kolleger fra næsten alle verdensdele: Asien, Afrika, Sydamerika, USA og Europa. Det var under måltiderne, pauserne og om aftenen, vi kunne høre om hinandens arbejdsvilkår, problemer og successer. Deltagerne var enige om, at det var en berigende oplevelse, både fagligt og menneskeligt.

Jonna Odgaard
13.10.2001