Byggeholdet ligner i høj grad sig selv denne mandag morgen. Ti kursister fra sidste uge hænger på, og fire nye ansigter slutter sig til: tre danske og et amerikansk.
Matts Myhrman, 61 årig garvet halmbygger fra Arizona, er med i de kommende to uger som gæsteinstruktør. Ligesom Steen, Lars og Knud bygger han halmhuse (i USA) udfra devisen: enkelt, gældfrit og bæredygtigt. Sammen med sin kone, Judy Knox, har han været ildsjæl bag halmbyggerenæssancen i USA i 90´erne. De har sammen et firma - "Out on Bale" - der hovedsageligt formidler og underviser i halmbyggeri.
Judy og Matts er meget involveret i at lære andre at lære sig selv at bygge egne halmhuse, og de startede op og udgav indtil 1998 "The Last Straw" (det sidste halmstrå) - et blad, der dækker nyheder og erfaringer indenfor halmbyggeri. De rejser ofte rundt i hele verden og er med, hvor halmballebyggeri gør sin entre.
Matts har iøvrigt engang bygget en hvælving, der faldt sammen - altså en erfaren mand, der også ved, hvordan man ikke skal gøre. Ret så aktuelt her, hvor vi bygger gotiske buer.

Tre stærke mænd starter dagen med at løfte metalskabelonen op af ovnen, så den kan tørre indvendigt. Pas på, forsigtigt!, tænker vi omkringstående. Men det går fint, og olien får skabelonen til at slippe cobben uden problemer. Indeni ovnen har mug nået at slå rødder, men det har ingen betydning. En af de nærmeste dage skal der cobbes videre, og der skal sættes glas i det øverste brandkammer, så man kan se flammerne.

Buerne sættes op
Sidste uges arbejde var af den utaknemmelige slags - ingen kan se det bagefter. Hvad der er nedenunder huset, bliver fra nu af mere og mere tilsløret.
I dag er der for alvor gang i at sætte limtræsbuer op til hvælvingerne. Som det fremgår af billederne, slår vi først et træpælsfundament i jorden. Her skal buens fod hvile. Der dækkes af med plastik for at forhindre, at træet suger fugt op nedefra ind i buen - i tilfælde af vandskade eller oversvømmelse. Derefter skrues buerne i gulvets forskallingsbrædder, og med flittig brug af vaterpasset, får de midlertidige støttebrædder. De sidder her, indtil de permanente åser (lange lægter til store afstande) kommer op. Vi arbejder videre på gulv og fundament, hvor ledninger og rør får deres endelige plads. Lige nu ligner det mest et farvestrålende virvar. De blå vandledninger skal føres i bløde buer, da de skal kunne skiftes ud ved lækage. Det kan lade sig gøre på en meget enkel måde. Inde i det blå rør ligger en smallere hvid vandledning. Den er let at hive ud og skifte, hvis det skulle blive nødvendigt. Senere kommer der en samlebrønd lige udenfor huset, hvor kloakrørene mødes.
Når det gælder kloakrør er der visse forskrifter, man skal følge. Dem kender VVS-manden. Men hvad rørene er lavet af, har man selv indflydelse på - disse er af genbrugs-PVC.

Fundament til halmvæggene
Hele dagen er præget af en gennemgående trillebørstrafik med muslingeskaller og spagnumjord fra udgravningen til halmvæggenes fundament. At stampe fundamentet godt og grundigt bliver næste omfattende opgave i dag. Fra gulvets forskalling kommer der til at gå et bælte på 80 cm muslingeskaller ud til spagnumjorden. Fra gulvets forskallingskant hæves ballerne ca. 1 cm for at imødekomme eventuelle vandskader. Herfra og ud til kanten af de 80 cm skal fundamentet have en ca. 5 cm´s stigning.

Fundamenter til cob- og knudevægge
Fundamenter til de tunge knude- og cobvægge gøres færdige ved at anlægge og stampe dem helt nede fra bunden med grus og sten. Med cobvæggene til bad og wc når vi så langt, at starten på væggene ligger klar, så vi kan begynde at bygge den op med en række store, flotte kampesten som start. Senere bliver cobben bygget ovenpå.
Normalt tager det lang tid at bygge meterhøje vægge af cob. Man bygger lidt ad gangen, fordi cobben er for blød til at bære ret meget. Den skal tørre lidt ind, før det næste lag kommer på.
Et spørgsmål skal sjældent stilles to gange, før det vrimler med løsningsforslag. Man må kunne stabilisere væggen ved at tilsætte afstivende " grove fibre" som muslingeskaller, tørt træ, pil, mursten, grankogler og andre ting. En foreslår tilmed at sætte marmeladeglas ind som små lysninger foroven i væggene.

Halmens natur
I løbet af hele ugen bygges halmballegavlene op med rammer til vinduer - et i hver gavl og et specialvindue til indgangsgavlen.
Sidst på dagen sætter Lars os ind i halmens natur. Det er startskud til at bygge den bageste gavlvæg op med halmballer.
Halm er et organisk materiale, som skal presses hårdt sammen for at være stabilt i form og bæreevne. I kemisk sammensætning ligger det meget tæt på træ. Halm skal kunne "ånde" - det vil sige, afgive evt. optaget fugt. Det går i forrådnelse, hvis der er mere end 20% absolut fugt i halmballen samt en passende grad af ilt og varme (over 5 grader). Hvis halmen føles kold, er den fugtig.
Jacob giver sig til at mærke efter i en halmballe. Det lykkes at presse hånden helt ind i midten af ballen - og her sidder den uhjælpeligt fast! Han hiver og slider for at få det halve af armen fri igen - det lykkes efter noget af en indsats. Jacobs demonstration siger mere om, hvor effektiv en halmballepresser kan være, end om der var fugt - det glemte han helt at fortælle.
Hvis man skulle blive i tvivl, om en halmballe er for fugtig at bygge med, er det muligt at låne eller købe en fugtmåler hos landmænd, skovarbejdere eller hos kraftvarmeværker.
Det står hen i det uvisse, hvordan fugt fra lerpudset vandrer igennem ballen. Indtil videre er halmballebyggeri så uudforsket et område, at der kun er gjort enkeltstående observationer under vidt forskellige klimaforhold, så de ikke kan bruges som målestok.
Derimod er een ting sikkert - har en halmballe først været fugtig, duer den ikke, da der vil være latente svampesporer i den. De er klar til at gå i gang igen, hvis der skulle opstå ny fugt.
Lars gør os opmærksom på, at halmballepressere giver samme højde, men forskellige længder på hver enkelt halmballe. Nogle presser mere i den ene side, end i den anden. I det tilfælde må man kompensere ved at vende hveranden modsat, så skævheden rettes op.
Er man i god tid bør man bestille særligt hårdtpressede baller i flere længder, og bede om, at knivene er særligt godt slebne.

Brandfare
Det er vigtigt at være opmærksom på brandfare, sålænge der er løst halm under byggeprocessen. Det vil der være, indtil væggene er pudset.

Liggende og stående halmballer
En halmballe kan vende på to måder, når man bygger væg op. Man kan lægge den ned på den brede side med stor flade (45 cm bredde standartmål), som har en bæreevne på 30 tons pr. m2 balle. Det er 5 -6 gange mere, end hvis man bygger med baller på den smalle side, som måler 35 cm i standartmål.
Siderne kan klippes til med buskrydder, en hækkesaks eller en elektrisk hækkeklipper. Nogle bruger kædesav, mens andre har erfaring med, at halmen hurtigt sætter sig fast ved drivhjulet samt suger voldsomt meget kædeolie.
Isoleringsevnen er den samme for de to muligheder på grund af stråenes forskellige retning. Det kan være lidt sværere at få lerpudset til at hæfte på en væg af opretstående baller, men bruger man en trykluftspudsemaskine, lykkes det at få det første lag puds til at fæstne godt på ballerne.
I en hybridkonstruktion, som elevboligen, ligger trykket bl.a. igennem det første lag halmballer på fundamentet. På den måde får man en bred og solid flade. Trykket bliver så lille som 180 gram/cm2, ca. det samme som trykket under vore fodsåler.

Sikringsmuligheder af halmvæg
Nogle bruger spyd af metal, bambus eller lign. i det første skift baller for at sikre sig, at ballerne ikke skrider. Når de kommer til 4. række, stikkes et spyd helt ned i første række baller. I 5. række stikkes spyd ned til 2. række - og så videre.
Lars har set en væg, som var sikret på denne måde, svaje en meter udenfor dens plads i seks balleskifts højde under en storm. Det skete der ingen skade ved. Hverken Lars eller Steen er dog sikre på, at det er nødvendigt med sådanne foranstaltninger.
En anden måde at sikre, at ballerne i væggen ikke skrider, foregår ved at man bygger en stærk stige af f. eks. pilegrene og snore. Det svarer til at bruge spydene udvendigt ved at placere dem overfor hinanden på hver sin side af væggen. Ved hvert balleskift bindes de sammen på tværs (= stigetrin).
Vil man både sikre og komprimere sin halmvæg, skal man placere et tungt anker i fundamentet med et bånd under, der går hele vejen op over væggens afslutning (remmen) og spændes ned.
I Steens halmballehus ligger der en betonspalte fra en stald i fundamentet, hvorfra en hegnstråd går op omkring remmen. Den er spændt til ved hjælp af en "hegnsstrammer". Lars har været med til at bruge emballagebånd istedet for hegnstråd.
Elevboligen skal ikke forankres noget særligt med hverken spyd eller hegnstråd. Nogle få spyd vil blive banket igennem en balle, men det er kun for at vi får lejlighed til at se teknikken. Taget på de gotiske buer vil få enhver vind til at løje af omkring huset.

Lerpudsens egenskaber
Der er seks grunde til at pudse udenpå ballerne:
- Lerpuds er varmeakkumulerende
- Lerpuds er meget effektivt til at optage og afgive fugtighed. 0,7 cm er nok til at klare fugtbelastningen i et beboelsesrum.
- Lerpuds har en bremsende effekt overfor vinden = træk
- Lerpuds er brandsikring
- Lerpuds blokerer for gnavere, fugle, insekter
- Lerpuds skærmer væggen mod regn Myndighederne kræver en klasse 1 brandbeklædning = 13 mm puds på strå. Indtil nu har halmhusbyggere pudset 3 - 8 cm puds på i tre lag, men der er en formodning om, at 2 cm puds er nok.
Har man sikret sine halmballevægge med stigemetoden, kan de evt. kraftige stiger spændes ind, så der kan pudses hen over dem. Eller man kan save et passende hul til dem i væggen - hvis man tør risikere at save snorene over...
Vi står lige foran dén gavlvæg, der først bliver bygget op i halm. Lars forklarer, hvordan vi i morgen efter 2 rækker baller vil nå op til vindueshøjde. Her vil der blive lagt to brædder på som fundament for vinduesrammerne.
- Så bliver musene glade, når de får en motorvej inde i de utilgængelige halmballer, lyder en kommentar.
- Nåja, men så lægger vi muslingeskaller ind som partisansøm mod mus.

Holder garnet?
Hvordan med sisalgarnet omkring halmballerne - hvorlænge mon det holder? Ingen kender svaret, men nogle har et bud. Frederik mener, at halmen holder længere, end sisal, fordi sisal er mere forarbejdet og derfor har åbne fibre.
Halm-nybyggerne i Nebraska havde hverken sisal eller polypropylén-plastik. De brugte ståltråd omkring ballerne.

Fugt - kritiske steder i halmhuset
Øverst på halmballevæggen findes et af de kritiske punkter, hvad angår fugt. Her anbefaler Lars at man sikrer sig ved at lægge plastik over som afslutning.
Vinduesåbninger er de rene fugtopsamlere, hvis ikke de får en hældning nedad. Man kan beklæde den kritiske flade med tagpap eller efterbehandle med pasta af ler og linolie (som omtalt tidligere).
Eller måske kan man bruge vandglas - ja, hvorfor ikke? Det skal prøves...

Dampspærre:
I elevboligen er der ingen murpap under halmvæggene. De ligger direkte på drænet af muslingeskaller. Muslingeskallerne virker som en slags vandskadeforsikring, for skulle der trænge vand ind, er der fri passage igennem skallerne og ned i grundvandet.

Dræn-/fugttest og afslutning på vandglastesten
Steen foreslår, at vi laver en test, som går ud på at vande to halmballer, stille den ene på et dræn af skaller og den anden direkte på jorden (uden dræn), beskytte dem mod yderligere vand fra oven - og se, hvad der sker med ballerne i løbet af en uges tid.
Vandglastesten fra sidste uge, gik lidt i vasken. Den var opløst søndag, men det fortæller ingenting, for nogen havde tydeligvis rystet glasset kraftigt. Enhver, der selv har lyst til at ekperimentere videre, kan tage tråden op herfra.

Alternativ skraldemandsmodel
Midler til finanicering af internetdagbogen er søgt hos Den Grønne Fond. I dag er der besked om, at vi har fået et afslag, da fonden vurderer, at den i forvejen støtter formidling af halmbyggeri tilstrækkeligt. Det er så den chance Kurt, web-konstruktøren, og jeg har taget, og nu er historien ikke længere.
Jeg går ud på byggepladsen og fortæller den triste nyhed. Men tristheden får snart vinger at flyve væk på. Lars og Steen tilbyder at dele deres løn med mig med supplement fra skolen. En slags skraldemandsmodel.
De har begge sørget for at indrette sig med så lave leveomkostninger, at der er råd til at sætte gang i gode idéer.
Jeg bliver. Og dagbogens web-konstruktør, Kurt, er også med resten af vejen - uden løn. Nu har han jo lavet alt det grundlæggende arbejde, og han vil meget gerne se halmdagbogen på nettet.
Hurra for et godt samarbejde!